Sjælens oprør eller egoets frygt?

"Følg din intuition",

"Vær tro mod dig selv",

'"Frygt er noget, der skal overkommes",

"Gør det selvom du ikke tør",

"Komfort dræber"

Men.. hvordan lytter man egentlig til "sig selv"?

Vi udsættes for et bombardement af narrativer, og der eksisterer et endeløst antal slogans for, hvordan man bør leve sit liv. Men, hvordan lytter man egentlig til "sig selv"? De fleste kender fornemmelsen af at noget i os siger nej. Hvad er det? Er det frygt, der skal overkommes eller er det vores dybe sandhed, som vi skal ære ved at lytte til den?

Kælder kaotisk Der bor en tarantel

spekulerer araknofobisk

den har hus i mig selv

Gotisk, kontemplerer jeg

min eksistens ihjel

i eksistentiel refluks

på flugt fra mig selv

Sjælen ved noget

Jeg tror vi har en sjæl. Kald det "sande selv", "selvet", vores "indre essens", "indre sandhed", eller noget andet, som ræsonnerer - jeg vælger at kalde det sjælen. Jeg tror ikke på Tabula rasa idéen - at vi fødes som en "blank tavle". Om idéen om en sjæl har spirituelle implikationer, eller om sjælen blot er, hvordan en genetisk konfiguration udtrykker sig i vores psyke som følge af en unik biologisk arkitektur, kan man afgøre med sig selv. Så, hvad er det sjælen ved? Den ved, hvad der er sandt og, hvad der ikke er. Man kan også påstå at sjælen er det i os, der er sandt. Men.. hvad så nu? Hvordan kan man vide, hvad der er "sandt i os"? I en tid, hvor verden er væsentligt påvirket af ideologiske afledninger af social konstruktivistisk teori, kan det være utydeligt, hvad der menes med ord, og sprogets betydning kan være diffus. Jeg er ikke specielt oplyst, hvad vedrører socialkonstruktivistisk teori, men jeg har et problem med dens grundantagelse i den mest radikale udgave (som teknisk set kaldes konstruktionisme og ikke konstruktivisme). Den grundantagelsen er: Ingen viden er udtryk for en objektiv sandhed. En kort flue-knepper detour ind i logisk lorte-teknik Den socialkonstruktivistiske grundantagelse er ret interessant, og den funderet i idéen om at betydningen af viden er socialt situeret. Det kan hurtigt udvikle sig til en gang flue-knepperi, men jeg kan godt lide at forstå ting uden at afhænge af påstande og fejlkilder såsom "det har jeg læst engang" eller "studier har vist at.. ", men jeg vender tilbage til sjælen! Her er mit problem med grundantagelsen - og derfor socialkonstruktivistisk teori som helhed. Der er kun to muligheder: Enten er påstanden "ingen viden er objektivt sand" ukorrekt. → Så er der ikke mere at undersøge. Eller også er den sand.  → Så sker følgende: a. Ingen viden er objektivt sand b. Socialkonstruktivistisk teori er viden (inkl. a). → Ergo: Hvis socialkonstruktivismen er sand, så er den falsk. Dette kaldes indenfor udsagns-logik for en kontradiktion eller modstrid og konstituerer et legitimt bevis for et udsagns ugyldighed (se også: propositional calculus). Hvis du har særlige sadomasochistiske længsler kan jeg afsløre at denne logiske modstrid indenfor udsagns-logik kan skrives formelt som: p: Ingen viden er objektivt sand → p ∧ ¬p ("p og ikke-p") eller, p ⇒ (p ∧ ¬p) ∴ ¬p ("p medfører p og ikke-p, derfor ikke-p") mere om udsagns-logik Sorry, nihilists! TLDR: Den socialkonstruktivistiske grundantagelse er altså falsk under alle omstændigheder! med andre ord; der er viden, som objektivt set er sand. (Jeg mener dog at det er korrekt at rigtig meget viden - hvis ikke det meste - er socialt situeret, og er en social konstruktion - men ikke al viden.) Så, kan vi finde frem til nogen form for viden, der objektivt set er sand? Noget, vi kan vide med sikkerhed er sandt, objektivt set, uafhængigt af den sociale kontekst? Det mener jeg! Objektiv set er vi subjekt for bevidsthed Vi er objektivt set et punkt af bevidsthed, der eksisterer i en kosmisk sammenhæng. Men, vores eget lille first person point of view af bevidsthed - hvordan kan det være objektivt? Det er korrekt at vores oplevelse af bevidstheden -eller dens qualia - er subjektivt situeret - men bevidstheden er en begivenhed, der objektivt set sker som et kosmisk fænomen. Hvordan kan vi være helt sikre på at bevidstheden er noget, der objektivt set sker? Hold ud, lidt endnu. René, din gamle swinger René Descartes sagde "Cogito, Ergo sum" ("Jeg tænker, derfor er jeg"). I virkeligheden er det en smule upræcist, da han ikke er fordi han tænker. Han er bevidst om at han tænker, men det er ikke tanken, der medfører at han kan udlede at han er. Noget går forud for tankerne. En præmis implicerer hans erfaring af tanker: bevidstheden. At han tænker er overflødigt, for han ved allerede og derfor er han (Conscientia, Ergo Sum). Her kommer objektiviteten Men, præmissen for bevidsthed er eksistens - for at noget kan være bevidst må det nødvendigvis - objektivt set - eksistere. "Ergo Sum", eller "Derfor er jeg"-delen er derfor også overflødig, for er betyder omtrent det samme som eksisterer, som allerede er implicit i "jeg er bevidst". Det er en biimplikation; Erkendelse af eksistens medfører bevidsthed, og bevidsthed medfører eksistens. Sorry, Descartes: den brændende busk havde ret Det mest fundementale, irreduktible og selvbevisende postulat er derfor: Jeg er. "Jeg er" vedrører, foruden et objektivt kosmisk eksistens-fænomen, også jeg'et og bevidsthedens objektive eksistens i kosmos afhænger derfor af det subjektive perspektiv (qualia) med hensyn til, hvad der kan bevises. Hinsides sprog: sandheden Kan man være bevidst, selv når det ikke udtrykkes gennem eksempelvis tanker eller ord, og i så fald, foregår dette så uafhængigt af social-og kulturel kontekst? Ja, fordi bevidstheden er bevidst om sin egen tilstedeværelse og afhænger kun af sig selv for at være bevidst; den er det observerede og observatøren på samme tid - en selv-referende endeløs sløjfe af rå erkendelse. Dette holder, selv i fraværet af tanker, ord, sprog, uafhængigt af kulturel eller social kontekst. Bevidstheden ved at den ved, uafhængigt af alt undtagen den selv. Jeg erkender at jeg er fucked up Vores subjektive oplevelse af bevidsthed er en samtidig eksistens af en objektiv, kosmisk tilstedeværelse af bevidstheden, der er bevidst om noget. Enhver, der måtte modsige dette, benytter sig af det. Det noget bevidstheden kan være bevidst om, kan enten være bevidstheden selv (bevidstheden, der er bevidst om sig selv), men dette bevidstgjorte noget kan også være sjælen - eller, det i os der er sandt. Tilbage til sjælen og hvordan man lytter til sig selv. I det kommende, vil jeg undersøge, hvordan man differentiere det i én, der er "sandt" og det, som er "falsk". Husk, at jeg mener at det erkendelsesmæssige er koblet til den objektive virkelighed, jf. hvad jeg ovenfor har gennemgået.